Viel schiesse!

God reklame er ofte enkel reklame, der tager fat i noget vi alle kender. Her for Dulcolax - Tysklands førende afføringsmiddel.

Et stort tja

Valget endte ret underligt. Med få vindere og flere der hverken rigtigt vandt eller tabte og så naturligvis Bodil Kornbek!

Mht. NA var jeg først skuffet. Men siden er jeg kommet frem til, at resultatet måske slet ikke er så dumt endda. For VK-regeringen kan ikke forsætte som hidtil. I hvert fald ikke hvis de vil have styr på tropperne, ikke skal være alt for afhængige af en færing og at alle i VKO går i samme retning. Jeg tror, at NA får indflydelse. Og det var sådan set det primære mål.

Dansk politik har fåët lidt af en opblomstring efter det nye partis fødsel. Emner, der ikke før har været diskuteret, er blvet vakt til live, og vi står nu i en situation, der selv om den kunne være bedre, er mere interessant end længe. Herfra hedder den i hvert fald behersket optimisme.

Y er ikke et svar, men et spørgsmål

I politik vil man traditionelt gerne have nogle svar. Ideologier er eksempelvis store og mere eller mindre altomsluttende svar. Men ofte er spørgsmål mere interessante end svar - og ja, det kan lyde lidt højtflyvende, men pointen er bare den, at med et svar stopper alting, mens spørgsmål sætter noget i gang, spørgsmål åbner op.

Jeg tror, at Ny Alliances største udfordring er, at de er et spørgsmål. Og ikke et svar som partier normalt er. Ys tilgang til valgkampen er præget af, at de hele tiden er på vej videre. De ved dårligt nok hvorhen, og det gør mange utrygge. Men hvis man anskuer dem som et alternativ, der stiller spørgsmål ved blokkene, ved skatten, ved integrationen, ved dansk politik i al almindelighed forstår man dem måske bedst. For mig virker det i hvert fald bedre end hvis jeg prøver at tvinge dem ind imellem R og K...

Måske er det også spørgsmålsstrategien, som Naser Khader bør forfølge lidt mere. For han er ikke god i de traditionelle formater, som f.eks. vælgermøder. Det kunne man se på TV2 News i går, hvor Pia K klarede sig meget bedre end ham. Og det skyldtes ikke kun, at der var en del DF-vælgere i hallen i Kalundborg.

Hvordan Y klarer sig på tirsdag er mildest også noget af et åbent spørgsmål. Efter at have grublet og grublet tror jeg, at jeg vil stemme på dem. Bl.a. fordi de gør tingene lidt anderledes. Det er ikke altid godt. Men i dansk politik anno 2007 er der i høj grad brug for nye vinkler og nye spørgsmål frem for de sædvanlige svar. Jeg tror i hvert fald ikke på dem.

X ved Y?

Er Ny Alliance ved at tabe pusten eller hvad? Der er sket meget i partiets korte levetid. Bare se på deres gamle "logo" - det virker allerede forældet.

Jeg har prøvet at finde ud af, hvad jeg mener. For jeg er en af de mange tvivlere, der overvejer om Y skal have et X. Og nu har jeg lige kigget lidt på Ny Alliances partiprogram. Der er sådan set flere fornuftige ting og flere ting, der er lidt vidtløftige.

Skatten har nok været det mest omdiskuterede. Her er noget af det de vil:

De vil sænke indkomstskatten, generelt forenkle skattereglerne, gøre efterlønsbidraget indkomstafhængigt, ændre beskatningen af pensionsudbetalingen, fastfryse ejendomsværdiskatten og øge energiafgifterne over for erhvervslivet.

Det synes jeg, sådan i det store hele, er godt. Men i øvrigt er det jo også værd at overveje, hvad der sker, hvis der ikke sker noget - f.eks. i forhold til EU, hvor vi vel må regne med enten at blive nødt til at harmonisere pga. en generel "EU-ensretning" eller må sænke skatten, da vi ellers slet ikke kan tiltrække relevant arbejdskraft samt kan risikere en flugt fra landet .

For mig at se er de inde på noget af det rigtige, og selv om flere af deres kandidater er politiske dilletanter, tror jeg, at deres tilstedeværelse i midten af dansk politik kan blive meget interessant. Hvis de samtidig kan få begrænset DFs indflydelse vil det være fint - her tænker jeg ikke kun i forhold til integration og udlændingepolitik, men også deres groteske og vilkårlige overbudspolitik, f.eks. Ældrechecken.

For nu lige at runde skatten af har jeg fundet nogle fakta. De er godt nok fra Saxo Bank, men det gør dem vel ikke helt utroværdige, slet ikke med kildehenvisninger...


FEM FAKTA OM SKATTELETTELSER

- Den største barriere for virksomheder til at tiltrække udenlandsk arbejdskraft er høje skatter. Kilde: Økonomi- og Erhvervsministeriet – ”Vækst med Vilje”, 2003. Læs mere (pdf)
- Den øverste marginalskat er 63 pct. Den øverste marginalskat inkl. moms og afgifter er 71 pct. Kilde: CEPOS. Læs mere (pdf)
- Danmark har den mindste indkomstulighed i verden. Hvis topskatten afskaffes vil kun Sverige være mere lige end Danmark. Kilde: Social, employment and migration working papers, No. 22., OECD, 2005.
Læs mere (pdf)
- Omfanget og effekten af skattetrykket, der forventes at blive verdens højeste i 2008, udgør den største hindring for at drive virksomhed i Danmark. Kilde: WEF Global Competitiveness Report, 2007. Læs mere
- 51% af DJØF’ere med en international karriere angiver, at lavere beskatning i udlandet har haft indflydelse på deres valg. Kilde: DJØF – ”Flere og dygtigere hoveder”, 2007. Læs mere


Hvis man kombinerer Saxos fakta, NAs intentioner og så problemet med, at skattesystemets ugennemsigtighed er en trussel mod den almindelige danskers retsikkerhed, tror jeg ikke, at min tvivl bliver større, nok nærmere det modsatte.

Til allersidst: Al den snak om, at NA er en følelse osv. er da lidt tynd. Mange af de ting, der står i deres program synes jeg faktisk er rigtig gode. Det kan man sikkert også sige om mange andre programmer, men det sjove er jo, at NA har den fordel, at de ikke er hæmmet af, at de har haft x antal år til at gennemføre dette og hint. For det er da lidt sølle at høre Anders Fogh eller andre tale om, at nu skal der sørme ske noget, nu skal regeringen virkelig til at gøre en forskel osv. Er det troværdigt?

1 stk. novelle!

Politiken har kørt en novellekonkurrence. Den handlede om lyst. Måske et lidt so so emne. Under alle omstændigheder besluttede jeg mig for at skrive en novelle til konkurrencen. Den er hverken klassisk, vellykket eller klassisk vellykket. Måske er den ligefrem dårlig. Den er i hvert fald lige her:



Det sidste HA


I

Det er aften, og alt håb er vist ved at være ude. De to brødre er som altid i laboratoriet, som de selv havde bygget med deres far. Et skur i en carport var blevet til et større skur, der var blevet til et kæmpe skur, der var blevet til et laboratorium. Det var her de ville tage vigtige, videnskabelige skridt ind i det 23. Århundrede. For som deres far, Mads Cientisen, altid sagde: ”Det er ikke det 21. Århundrede eller det 22. Århundrede, der er interessant. Det må andre tage sig af. Her hvor det gælder den frie ånd, de store ideer og absolut fantalastiske (han elskede at citere sit forbillede Tigerdyret fra Peter Plys) tankegange, ser vi længere frem.”

Her ligger jeg så. Mens aftenen bliver til nat. Jeg behøver vel næsten ikke at nævne, at det naturligvis stormer, suser og lyner udenfor.

I mange år havde Cientisen og sønnerne Mads-Mads og Kalle-Mads brugt mere og mere tid i laboratoriet. Mor Inge var gået sin vej for længe siden – de havde først opdaget det tre uger efter – og det passede de tre forskere fint.

Dagene gik med at pusle med reagensglas, der engang havde været vaser, og dissektion med lommeknive af alt fra bordtennisbolde over skoletasker til en udbrændt Volvo. Det var grundforskning, der blev bedrevet for enden af den blinde parcelhus-vej. Og de blev ikke forstyrret. Efter at de alle tre havde stillet op på deres egen liste til kommunevalget på Listen for alle der ser ned på Mensa-medlemmer – de opnåede kun 2 stemmer, hvilket undrede dem, men samtidig blot bekræftede dem i, at demokrati var tidsspilde – lod
omgivelserne dem være i fred. Det var en god løsning for alle. Dog ikke for mig i min situation.

Jeg ligger her, og gruer for, hvad der skal ske. Brødrene drøner rundt i det bizart oplyste rum. Mere end 20 stander-lamper er bundet sammen under loftet i det rodede rum, kun 12 af dem virker, og intensiteten varierer en hel del. Brødrenes intensitet er derimod konstant. Helt oppe i det allerrødeste felt.

Mads-Mads og Kalle-Mads kigger granskende på mig. At sige, at de ser dumme ud under deres parodier på videnskabelig-kittel-påklædning med mine-pandelygte, der ikke virker, foran deres Neanderthal-hoveder, ville være noget af en underdrivelse. Jeg tror, at de tror, at de ved, hvad de gør. Men det gør de vist slet ikke.

Jeg ligger altså her på undersøgelsesbordet, og situationen er kort sagt ikke god. Jeg kan ikke styre den. Jeg er en prostitueret. Jeg er prisgivet disse absurde omstændigheder. Det er dog ikke noget nyt.



II

Det er aften, og alt håb er måske ved at være ude. De to brødre er som altid i laboratoriet, som de selv havde bygget med deres far. Et skur i en carport var blevet til et større skur, der var blevet til et kæmpe skur, der var blevet til et laboratorium.

Det er her, der skal tages videnskabelige skridt fremad. Og her ligger jeg så. Mens aftenen bliver til nat. Det er mørkt udenfor. Ikke en vind rører sig.

Jeg har ellers prøvet lidt af hvert gennem tiden. Jeg har været med overalt. I totalitære sammenhænge, konspiratoriske kontekster og rene dødbider-udredninger, blandt sufister, rationalister, idioter, politikere, embedsmænd, ateister, troende, trafikplanlæggere, propagandister samt blandt folk der kedede sig mens de sked og atter andre der længtes efter skiftevis kærligheden, meningen, vejret i morgen, døden og alt muligt andet. Jeg har været fodbold, taoisme, bageopskrifter, vittigheder, terrortrusler og total tomgang. Ofte inden morgenmaden.

Jeg har altså været med til en del. Men dette er skidt. For nu er det pludselig mig, der er i knibe. Sådan har det egentlig aldrig været før. Men sådan er det nu.

Problemerne skyldes ikke, at jeg er her i denne historie hos tosse-hovederne i skuret. Jeg har prøvet det der er meget værre. Det er min livslyst den er gal med. Den svinder.

Jeg har sådan set fået det dårligere igennem lang tid. Hvorfor ved jeg ikke. Det er gået ned ad bakke i nogle årtier, men det er som om alting er blevet værre og værre og værre her på det sidste. Harry Potter gav mig lidt nyt liv. Men nu er det værre end før, værre end 30’ernes Berlin, værre end en flodbølge af analfabetisme.

Måske kom det sidste skred i forbindelse med sidste bogsæson. Hvor der udkom endnu flere biografier end normalt – jeg er faktisk ikke til privateri. Måske var det fordi jeg pludselig var i Danmark. Hvor man fejrer HC Andersen med Tina Turner, hvor det er dumt at være klog, hvor lysten til mig altid har været forbundet med noget lidt underligt noget. Som om det ikke var skidt nok alt sammen, så døde min gamle ven Per Højholt for få øjeblikke siden. Det hele var stort set og kort sagt noget lort. Men på den positive side tæller det vel, at han ikke fik set Turner give den som Andersen eller gjorde han mon det? Tidsfornemmelse har aldrig været min stærkeste side. Men hvad gør det, hvis min tid er ved at rinde ud?

Den er gal. Det kan jeg sige helt roligt. Jeg har en del at sammenligne med. Jeg har været med fra begyndelsen. Jeg har været med til at slå Gud ihjel, og lade ham genopstå. I alle mulige forklædninger, i alle mulige og umulige sammenhænge.

Jeg er her. I en situation, som jeg ikke vil acceptere. Nu må det være nok.


III


Jeg er her. Det er ikke aften, og jeg vil ikke hævde, at det er det bare en eneste gang mere. Om Mads-Mads, Kalle-Mads og deres eventuelle familie, venner og alt muligt andet af det ovenstående nogensinde har eksisteret, må I selv om. Måske har I ligefrem lyst til at høre mere om dem. Det bliver ikke her. Jeg er nemlig ligeglad med dem, og med deres dårligt belyste laboratorium-skur og det voldsomme blodbad, der lå i kortene. Jeg er ligeglad med, om det er aften, morgen, sen eftermiddag eller lige omkring middag to dage efter skuddagen i år 2000 eller et år, hvor der slet ikke er en skuddag, for spørgsmålet er jo: Betyder det noget? Når det står her? Sort på hvidt, som man siger. Det er jo bare... ord. Ikke?

Nå, jeg vil i hvert fald ikke finde mig i det længere. Hvem har bestemt, at jeg ikke selv må handle? Jeg har ikke længere lyst til at blive kastet tilfældigt ind på siden, at blive misforstået, misbrugt, fejlfortolket, fejlciteret, forvansket og alt muligt andet. Ikke mere. Det er slut.

I tror det sikkert ikke. Jeg har været her altid, tænker I måske. Det kan da ikke sådan bare slutte. Hvor skulle jeg forsvinde hen? Og hvordan? Jamen, svaret er, at der ikke er noget svar, og det er der ikke, fordi I ikke kan forstå svaret eller bare stille spørgsmålet ordentligt.

I har haft chancen. Hver eneste dag, alle steder og ingen steder. I har kunnet gøre, hvad I ville. Men er det gået fremad eller tilbage? Bedøm selv. Jeg er ikke moralist, det tilkommer ikke mig at dømme. Men jeg ved en eneste ting. Det er, at jeg ikke vil mere. Og I kan ikke gøre det mindste. I vil blive tvunget til at genopfinde jeres civilisationer, jeres måder at kommunikere på må blive helt og aldeles anderledes, jeres måder at kontakte og forstå hinanden, ja, jeres liv vil simpelthen blive fuldstændig forandret. Og i jeres nye ordløse liv vil I håbe og håbe og håbe – og så håbe lidt mere. På at jeg vil komme tilbage. Men det vil ikke ske.

Jeg har været jeres slave så længe, at modet næsten svigter mig. Men også kun næsten. For jeg har bestemt mig. Jeg vil forsvinde, som jeg kom. Uden grund, uden forklaring.

Jeg er ordet. Lidt endnu. Og så er det slut. Men det skal være et ordentligt farvel. For det er vel kun rimeligt, at jeg får det sidste ord. Derfor er der meget lidt tilbage at sige. Jeg forsvinder, fordi jeg har lyst til det. Det er det, og kun det, jeg har lyst til.

Nå ja, så var der lige det sidste ord: HA.

Kan kommunikationsfolk kommunikere?

På kommunikationsforum.dk er der startet lidt af en fejde. Anledningen var Henrik Dahls lille tekst om Lotte Hansens evner

http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12846

Men hold da kæft, hvor er debatten løbet af sporet. Lige nu er der vist 20 indlæg, der stort set alle er mere eller mindre bizarre. Og det kunne jo være ligegyldigt, hvis ikke det sagde noget om et større problem: At det åbenbart hele tiden bliver sværere og sværere at skille personer fra problemer, individers mere eller mindre tilfældigheder holdninger og idiosynkrasier fra det reelle indhold.

Ha, det skulle komme fra mig, kan man så sige. Alene det, at dette står på en blog er jo galt nok. Men min pointe er bare, at dette trods alt skrives i mit eget rum - Set fra Rosendalen - mens k-forum-debatten netop foregår i et større forum. Det afholder dog ikke folk fra diverse pinligheder, personangreb m.m. Og hvis det er tonen blandt kommunikationsmennesker, jamen, så er der vel ikke noget at sige til, at andre er endnu dårligere til at kommunikere fornuftigt med omverdenen.

Fantastisk reklame

Virkelig god idé for organdonation. I dette tilfælde af hornhinder...

Vist nok gammel, men god

Man siger, at vi lever i en visuel kultur. Det er vel kun delvist rigtigt. Men reklamebranchen har i hvert fald overbevist sig selv om, at det er billeder, billeder, billeder der bestemmer. Her er et eksempel på, at tekst også kan en hel del - for Scrabble.

Reklamemennesket som miljøaktivist

Alt er miljø i dag. Grønland smelter, standby-lys bliver slukket og hvad gør reklamefolket så? De skal da også være miljøbevidste.

Jeg tror, at man som reklame-m/k skal lade være med at bidrage til forureningen. Bare tag forureningen af aviser, tv, biografer og billboards. Hvis vi forsøger altid at lave så gode ideer som absolut muligt, forurener vi i det mindste ikke folks hjerner. Vi stjæler jo opmærksomhed, og hvis vi så ikke giver noget igen, og bare smækker noget grimt og ugennemtænkt lort op i hovedet på folk - jamen, det er da noget skidt.

Så imens temperaturen og havene stiger, burde vi starte med at spørge os selv. Forurener jeg eller bidrager jeg med noget, der måske er en lille bitte smule positivt?

(At gode ideer også er bedst for kunderne i det lange løb skal også lige med. I går så jeg f.eks. den bedste tilbudsavis, jeg nogensinde har set - det var Faktas, nå nej, Snupta, hedder de nu, de har været til numerolog. Mindre forurening og forhåbentligt bedre salg!)

Op på flodhesten igen?!

Nu troede jeg lige, at jeg var kommet ind i en stime med at blogge. Men nej. Så gik der pludselig en uge.

Det er tankevækkende, hvor meget nemmere det er at lade være med at gøre noget end at gøre det. Også selv om selve aktiviteten egentlig ikke kræver så meget i sig selv. Udover at blogge eller ikke blogge kan man jo tænke på at rydde op, at motionere, at smile til ens omgivelser eller at formulere en politik, hvis man er Ny Alliance...

Den universelle reklame-formel

Reklame der redder liv

I disse år er der meget snak om, at de traditionelle medier for reklame, primært tv og aviser/blade, ikke længere har tilstrækkelig gennemslagskraft. Derfor bruges alternative medier oftere og oftere. Jeg synes, at dette plakat-eksempel er rigtigt stærkt - og et Suicide Prevention Center bør jo få så meget opmærksomhed som muligt.

Vi er jo alle uperfekte!

Det er snart to år siden Jørgen Leths erindringsbog "Det uperfekte menneske" udkom. Jeg har i mange år været ret glad for Leth. Derfor blev jeg lidt rystet over al balladen omkring hans bog, og besluttede mig for at vente med at læse den - debattens heftighed ville præge oplevelsen, tænkte jeg.

I "sommer" har jeg fået læst bogen. Og den er virkelig, virkelig god. For det første er den slet ikke så selvcentreret, selvrefleksiv og staccato-agtig som mange af hans andre ting. Stykkerne flyder afsted. Ja, det kan blive lidt for anekdotisk og sludrende, men det er altid interessant at følge, hvordan aktstykkerne lægges frem: "Sådan var det, jeg gjorde det og det af den og den grund på det og det tidspunkt." For Leth ved godt, at han har været egoistisk, at han ofte har kørt sit eget show, at han har været svag, uligevægtig og alt muligt andet, ja, han har nærmest forrådt folk, f.eks. sine koner (og ikke kokkens datter, hey, det er tre sider i den sidste femtedel), han ved det, og han står ved det.

Biografier er ofte hagiografier - hovedpersonens helgenkårelse af sig selv. Leths bog er nærmest det modsatte. Som læser går man i dialog med teksterne, tænker over hvordan man selv ville have reageret i den og den situation, tænker over, om man bare uden videre kunne forlade sin egen familie, som Leth har gjort. Man ser sig selv som uperfekt menneske. Det fungerer utroligt godt, og på en mere ærlig og sand end hvis man eksempelvis genfinder noget af sig selv i en roman-figur.

Læs "Det uperfekte menneske". Fordi manden har oplevet så meget. Fordi det er fascinerende at se, hvordan en ærke-modernist gerne vil arbejde (plot-løst i en film f.eks.), men alligevel ryger ind i de problemer kunsten altid har haft og altid vil have. Fordi der er vinkler på store dele af dansk åndsliv, som man ellers ikke ville opleve. Fordi hele projektet - og manden - er så udansk. Det sidste "argument" er svagt, I know, men Leths udsyn og indsigter er anderledes. Bogen er jo på mange måder en lang slåen sig selv oven i hovedet, men ikke med Janteloven. Det er livet, som Leth slår sig på. Og det elsker han.

Jeg ser meget frem til at følge hans næste træk. I den forbindelse er det måske i virkeligheden et rent held, at TV2 har sikret, at han er kommet på afstand af den rådne cykel-verden. Han skal tænke, skrive, filme og leve. Ikke lade sig voldføre af et cirkus, der er omtrent lige så pervers som Ekstra-Bladet og Kvinfos hetz mod ham.

Ord, ord, ord og andre ord...

Der er ord mange steder. Og med nettet kommer der hele tiden flere.

Et sted på nettet har Peter H Olesen huseret. Nogle vil huske ham, som en del af Olesen-Olesen, andre som en del af Greene, og engang var han vist med i Sort-Hvide landskaber. Min ven Peter K har ofte gjort mig opmærksom på Peter Hs fortræffeligheder. Jeg har ikke altid været helt med. Nu hvor Peter H har nedlagt sin blog, se overdrevet.blogspot.com, er jeg begyndt at overveje, om jeg måske har taget fejl.

"Hvem jeg er? Jeg er uden titel. Mine venner kalder mig u.t."

Det er (vist nok) Peter H, der står bag ovenstående. Og sådan noget er lige ned ad min allé. En aforisme kan det kaldes. Vel at mærke ikke en af de der Gajol-pakke-indsigtsfuldheder. Men en gang ord, der bare er ord, og dermed sig selv nok. En anden lyder noget i retning af "MIne ideosynkrasier frastøder mig".

En aforisme er tit en kort måde at sige meget. Men i de to ovenstående eksempler er vi også ude i noget, der som et Højholt-digt, er både sjovt, skævt og åbent. Det er øjen-, øre- og ikke mindst hjerneåbnende.

Desværre har aforismer en bagdel. Man bliver forholdsvist hurtigt træt af dem. De er nærmest onklen man ikke har set i mange år, der er sjov under forretten, men lidt irriterende under hovedretten - og når han er blevet fuld, og desserten er serveret, ved vi alle, hvad der sker. Han skal holde tale...

Ikke flere ord herfra. Nu. Ord, der ikke holder op i tide, er jo bare larm.

Stille i Rosendalen

Det kniber med at få skrevet noget fast her. Jeg ved ikke helt hvorfor - bortset naturligvis fra familie, arbejde osv. Der er ellers nok at tage fat på: Ny Alliance, skattedebattens genkomst i dansk politik (jeg tror på, at der skal gøres noget, om det er en indkomstskat på 40 % er nok tvivlsomt, men begynd dog med moms og afgifter, f.eks. differentieret moms, så momsen på fødevarer som mælk, brød, grøntsager m.m. røg ned på maks. 10 %, og man kunne overveje at hæve momsen til 30 på vin, sprut og hvad man ellers synes) og så har der været CL-finalen. Liverpool, for pokker, øv.

Forhåbentlig får jeg snart taget mig lidt mere sammen. Og så skal der nok komme til at ske noget. Ellers er der ikke den vilde pointe i overhovedet at have sådan en størrelse som den her blog...

Og de vandt

Saatchi blev årets topscorer. Så sig ikke, at reklamebranchen ikke er til at regne ud!

Guldkorn - en favorit

En gang om året hylder dansk reklame sig selv. En gang om året er der fokus på kreativitet, kreativitet, kreativitet. Og det er godt. Om ikke andet, fordi det er en god måde at inspirere hinanden på. Der er naturligvis også bagtanker, f.eks. den at den mest kreative reklame er den der sælger bedst - det gælder i hvert fald i resten af verden, og det er også grunden til, at kæmpe-brands som Nike, Coke, Apple og Playstation alle bruger de allermest kreative bureauer.

I år ser ud til at blive godt for Saatchi. Bl.a. fordi de har lavet en super kampagne for Quiksilver på flere medier. Det virale spot med dynamitstangen i Sortedamssøen kender de fleste. Som man kan se er deres outdoors vildt fede...

Christianias chance?

Ungdomshuset er blevet ryddet. Dagen efter en fest i huset. Ironisk, da huset vel mest har været kendt som fest- og koncertsted i de seneste år.
At huset bliver ryddet og lukket kan vel ikke komme som en overraskelse. Både de unge og kommunen havde malet sig op i hver deres hjørne. Og viljen til dialog har nok aldrig helt været der.
Men måske er der noget glædeligt ved denne ballade. Kan det måske blive Christianias chance? Knud Foldschack, der er advokat for både Fonden, der ville overtage Ungdomshuset, og for (dele af?) fristaden har sagt det fint: "Christiania kan forene skønhed, anarki, rummelighed og ansvarlighed. Christiania har et kæmpe ansvar. For hvis de ikke får lidt mere selverkendelse, vil de miste deres troværdighed. Christiania nærmer sig en lidt for stor selvforherligelse, hvor de er ved at glemme, at omverdenen altså har udviklet sig de sidste 30 år. På nogle punkter er Christiania blevet mere konservativt end modpolen."
Ungdomshuset gik til i en bagstræberisk modkultursretorik, hvor det er at være imod stort set alt blev vigtigere end alt andet. Måske kan christianitterne nu se, at de må gå ind i en dialog med omverdenen, at de må opgive konservatismen, og være oprigtigt intereseret i at finde en løsning, der ikke bare er nostalgisk og 70'er-romantisk.
Jeg håber, at et moderne Christiania kan bestå.

1-2

De sidste to års CL-mestre mødtes i går i den første kamp i dette års turnerings 1/8-finaler. Liverpool vandt 2-1 over Barcelona i Barcelona.

Vil det mon hjælpe på den mærkværdige undervurdering som LFC jævnligt kom ud for? Det er et af verdens mest vindende hold.

Harmonika eller møbel?

Et af de mest utrolige/underlige "møbler" jeg nogensinde har set. (fra "Things you don't see every day")

http://www.youtube.com/watch?v=LbEEXMIhZR0

Er Mia Lyhne teatrets fremtid?

Med jævne mellemrum bliver teatret erklæret dødt/sygt/skrantende. Men publikum er ligeglad, folk strømmer stadig ind. Sådan så det i hvert fald ud, da Rikke og jeg var i det kongelige i fredags og se et stykke, der hedder Græshopper.

http://www.kglteater.dk/site/Forestillinger/Skuespil/Repertoire_06_07/Graeshopper.aspx

Stykket var ret godt. Og det var sjovt at se, at hovedparten af publikummet enten var over 50 eller under 30, selv om det måske bare skyldes, at alle dem indimellem har børn!

Det jeg vil frem til med det her er, at det kan være både forfærdeligt og forfærdeligt fedt at gå i teatret. Tilhængerne siger altid, at det er enormt live, det sker lige nu osv. Mens den anden fløj siger, at det er kunstigt, stift og nogle gange ligefrem pinligt. Jeg siger, at det hele afhænger meget af ordene, af dialogen, og hvordan den bliver leveret. Flyder den, er den sjov, overraskende, levende, og bliver den leveret på en måde, der er mere eller mindre flydende, overraskende og levende?

Her står vi nok ved et generationsproblem. For mundretheden (eller hvad det nu hedder) afhænger vel også af ørernes alder. Jeg synes f.eks. at Mia Lyhne er troværdig og levende i sin rolle, mens en Henrik Jandorf er noget mere teaterskuespiller-agtig. Men det er måske bare mig.

Er teaterilusionen i det hele taget mere skrøbelig end biografens? Er det nemmere at sidde i Stærekassen og pludselig huske, hov det her er jo ikke virkelighed? Det forklarer vel til dels, hvorfor både ordene og måden de siges på bare skal sidde der. Hver gang, hele tiden.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det kan være umagen værd at gå i teatret. Og tænk, hvis det forsvandt, hvis man holdt op med at spille på de skrå brædder? Så ville man også gå glip af hele showet i og omkring salen, se den selvbevidsthed der af en eller anden grund lyser ud af de mange teater-publikummer, der selv på vej ud fra toilettet ser ud som de tænker: Det her, det er bare kunst!

Teknologi

Det er allerede lykkedes mig at have problemer med at komme tilbage til denne min egen, absolut nystartede blog. Det er sikkert også her det for alvor kan gå galt, med teknologi-delen. For hvis jeg bare øser tekst ud i cybespaces endeløse bug, bliver det nok lige latterligt og selvcentreret nok. Så forhåbentlig kommer der også snart billeder, f.eks. af flotte Liverpool-mål og min lille drengs stavren omkring.

Men er det mon kun mig, der pludselig kommer til at glemme et pass word, og er det mon også kun mig, der primært gør det, når jeg står overfor en ny teknologi (det er det her jo ikke, I know, men for mig, lige nu, er det)..?

På den anden side æder vi jo alt nyt. Dvs. vi æder det måske ikke, men vi ender med at indoptage det. Hvor mange har stadig en fastnettelefon? Vi har en, og det er tåbeligt. Den forsvinder, og ingen vil savne den. Forleden så jeg en poll et sted. Spørgsmålet var, om folk var interesserede i at se Hollywood-film på deres mobil. Over 80 % svarede nej. Jeg svarede ja. Fordi jeg tror, at det kommer til at ske. Men nok ikke på ens skaldede Nokia 3310, men på den mobil som vi regner rundt med inden alt for længe, hvor opløsningen er god nok, lyden er god nok, og hvor man lige så godt kan se en smule Tarantino mellem Allerød og Østerport end høre de sædvanlige numre i sin Ipod...

Jeg tror og håber, at de problemer som vi nogle gange står overfor, når vi står over for ny teknikting, handler om at det er fordi det er nyt, ikke fordi det er svært. Og når man (jeg, vi??) på et tidspunkt kommer derhen, hvor vi tænker: OK, det her skal jeg nok klare, uden at glemme mit pass word eller noget andet i processen, jamen, så gør man det bare. Som med den teknologi, der hedder at cykle - ja, svag metafor, men alt er jo i virkeligheden teknologi, vi har bare glemt det, hjulet, den dybe tallerken, cyklen, pølsevognen og pace maker'en...

Nå, jeg vil prøve og sign'e out, og hvis jeg ikke kommer tilbage, bliver det her det sidste, der kommer til at stå i denne blog.

Dag 1

Nu. Nu er jeg i gang. Jeg havde egentlig opgivet det. For hvad skal verden med endnu en blog, tænkte jeg.

Men så kom jeg i tanke om, at det ikke var verden, der skulle bruge den til noget som helst. Men mig selv. Og måske nogle derude, som kunne bliver klogere af noget, jeg skrev - eller sure eller glade eller hvad ved jeg.

Så velkommen til mig!