onsdag den 6. juni 2007

Ord, ord, ord og andre ord...

Der er ord mange steder. Og med nettet kommer der hele tiden flere.

Et sted på nettet har Peter H Olesen huseret. Nogle vil huske ham, som en del af Olesen-Olesen, andre som en del af Greene, og engang var han vist med i Sort-Hvide landskaber. Min ven Peter K har ofte gjort mig opmærksom på Peter Hs fortræffeligheder. Jeg har ikke altid været helt med. Nu hvor Peter H har nedlagt sin blog, se overdrevet.blogspot.com, er jeg begyndt at overveje, om jeg måske har taget fejl.

"Hvem jeg er? Jeg er uden titel. Mine venner kalder mig u.t."

Det er (vist nok) Peter H, der står bag ovenstående. Og sådan noget er lige ned ad min allé. En aforisme kan det kaldes. Vel at mærke ikke en af de der Gajol-pakke-indsigtsfuldheder. Men en gang ord, der bare er ord, og dermed sig selv nok. En anden lyder noget i retning af "MIne ideosynkrasier frastøder mig".

En aforisme er tit en kort måde at sige meget. Men i de to ovenstående eksempler er vi også ude i noget, der som et Højholt-digt, er både sjovt, skævt og åbent. Det er øjen-, øre- og ikke mindst hjerneåbnende.

Desværre har aforismer en bagdel. Man bliver forholdsvist hurtigt træt af dem. De er nærmest onklen man ikke har set i mange år, der er sjov under forretten, men lidt irriterende under hovedretten - og når han er blevet fuld, og desserten er serveret, ved vi alle, hvad der sker. Han skal holde tale...

Ikke flere ord herfra. Nu. Ord, der ikke holder op i tide, er jo bare larm.

søndag den 3. juni 2007

Stille i Rosendalen

Det kniber med at få skrevet noget fast her. Jeg ved ikke helt hvorfor - bortset naturligvis fra familie, arbejde osv. Der er ellers nok at tage fat på: Ny Alliance, skattedebattens genkomst i dansk politik (jeg tror på, at der skal gøres noget, om det er en indkomstskat på 40 % er nok tvivlsomt, men begynd dog med moms og afgifter, f.eks. differentieret moms, så momsen på fødevarer som mælk, brød, grøntsager m.m. røg ned på maks. 10 %, og man kunne overveje at hæve momsen til 30 på vin, sprut og hvad man ellers synes) og så har der været CL-finalen. Liverpool, for pokker, øv.

Forhåbentlig får jeg snart taget mig lidt mere sammen. Og så skal der nok komme til at ske noget. Ellers er der ikke den vilde pointe i overhovedet at have sådan en størrelse som den her blog...