fredag den 4. april 2008


I erkendelse af, at denne blog ikke er blevet en skid bedre end da den begyndte for over et år siden, stopper den hermed. Det er sandsynligvis permanent, selv om den slags kan være lidt tricky at spå om. Men det er gået op for mig, at min flaksen frem og tilbage mellem emner og generelt manglende fokus bare ikke holder. Måske var også denne lille udørk på det temmelig gigantiske net endnu et udslag af FACEBOOK-SE-MIG-HVOR-ER-JEG-SPECIEL-FLOK-MENTALITETEN!

Ah, det lettede...

mandag den 31. marts 2008

Er A det nye NA?


Nu viser det sig pludselig, at Carsten Hansen, ham old school formanden for socialdemokraternes FT-gruppe, selv synes, at han var lidt for hurtig i sin fordømmelse af Jeppe K i sidste uge. Jamen, det er da ok, Carsten, din manglende situationsfornemmelse har da ikke ødelagt noget for nogen..!?

Og hvad sker der lige med furien Frederiksens teser? Om de er dumme eller ej, må de selv rode med, men timingen er da bizar. For det er jo kun et halvt års tid siden, at den upcoming star, Nick Hækkerup, stod bag 29 velfærdsrettigheder. Det harmonerer elendigt med Mette Fs tese 2, om at pligter står over ret.

Det virker som om, at S eller A eller hvad vi nu skal kalde dem sejler rundt i manegen. Det er ikke kun Villys skyld, at det går den forkerte vej. Det er da først og fremmest deres egen. De ved åbenbart ikke hvad de vil, og hvornår og hvordan de vil det. Og det er faktisk trist for alle, for et så svagt Socialdemokrati giver V m.fl. alt for let spil...

torsdag den 27. marts 2008

Præcist om Jeppe-sagen

Det er jo noget rod med Jeppe Kofoed og hans eskapader på Esbjerg Højskole i påsken. Men det værste må da trods alt være S-toppens hysteriske måde at håndtere (dvs. overreagere) sagen på. Ja, han var oplægsholder (men ikke underviser), og ja, det var ikke smart, men så er det vel heller ikke værre eller hvad?

Følgende citat er nok noget af det mest fornuftige, der er blevet sagt om sagen: "Jeg har da ondt af den unge mand, der har dummet sig, men det sker jo, når unge mennesker drikker sig fulde, ikke? Den forargelse, der rejser sig, finder jeg en smule hyklerisk, giv ham en advarsel, men lad være med at give ham sparket." Det er såmænd sagt af Søren Krarup!

mandag den 24. marts 2008

Hvornår vender vinden for LFC?


Det er tømmermænds dag for Liverpool-fans over hele verden. Manchester United vandt igen i går, men denne gang alt, alt for let. Nu er der kun fjerdepladsen tilbage at spille for. Øv.

Jeg tror egentlig ikke, at der er den store grund til at kigge alt for meget tilbage på denne sæson. For mig at se er problemet ret enkelt: Der er for mange spillere, der ikke er helt gode nok på LFCs hold. MUs første 16 er mere eller mindre alle virkelig stærke, men hvis vi bare kigger på de 11 der startede inde for LFC går det galt.

Reina, Gerrard og Torres er 3 top-top-spillere, der som regel altid er meget stærke. Men der var mindst 4-5-6 andre, der ikke gjorde det godt nok i går. Og sådan er det for tit i de store opgør. At have så mange, der ikke præsterer det allerbedste når det gælder er for skidt. Så længe det ikke bliver anderledes, bliver resultaterne i ligaen ikke anderledes.

fredag den 21. marts 2008

Cezanne & Giacometti & Breitz &


Langfredag på Louisiana. Masser og masser af mennesker, der vel først og fremmest er kommet pga. den mildest talt meget omtalte udstilling Cezanne & Giacometti. Den er god, såvidt jeg kunne se, man skulle virkelig kæmpe for pladsen foran værkerne! Umidelbart var jeg mest positivt overrasket over Giacomettis malerier, særligt nogle portrætter fra 50'erne var rigtig fine...

Men dagens oplevelse var Candice Breitz' store videoværk "Working Class Hero" fra 2007. 25 mere eller mindre almindelige John Lennon-fans har musikken fra Lennons gamle værk i ørerne, og de synger så bare derudaf. Vi ser de 25 meget forskellige torsoer, der i den grad giver den gas. Musikalitet er klart mindre vigtig end personlighed. Det er et syret pseudoetnografisk korværk, en slags synkron oral-luftguitar, både banalt og rørende.

Det er nok en af den slags tilfælde, som Per Højholt ville have hadet, en af den slags søgte paralleler, der ikke belyser hinanden overhovedet, men det er i det mindste pudsigt at se I will die-værket (se tidligere post) og WCH i forhold til hinanden. Video er simpelthen et fantastisk medie, når det handler om at vise den enkelte, den helt almindelige og meget ualmindelige person. Det kan være dig, det kan være mig eller en englænder, der synger falsk eller en ældgammel japaner, der siger, at hun skal dø.

Men altså: Tag op til Louisiana og se selv efter. C & G holder helt bestemt, men CB er noget af en overraskelse, der forhåbentlig rammer mange af de tusinder, der trasker gennem gangene, selv om det godt nok så ud som om, at mange ikke når helt ned i hjørnet. Cafeen ligger også lige ved siden af - og den trækker som bekendt altid voldsomt.

onsdag den 12. marts 2008

LFC igen-igen-igen...


Så er verdens bedste klub endnu en gang med blandt de sidste, når CL skal afgøres. Det er da dejligt. Og næste år gælder det mesterskabet (den har vi hørt før, men næste år er den der altså (den har vi også hørt før!)).

fredag den 7. marts 2008

BNs dagbog 2



(d-m-å anonymiseret)

Gartneren havde sin søn med på arbejde i dag. Yummy. Mon ikke han er gammel nok til ægteskab..?

torsdag den 6. marts 2008

SENSATION: Brigitte Nielsens dagbog


Ved noget af et tilfælde er femme fatalen Brigitte Ns dagbog blevet væk, og så er den dukket op igen et andet sted (mere kan jeg ikke sige). Men se bare på billedet, hun er ikke glad. I den kommende tid vil der blive bragt udvalgte optegnelser...

dato-måned-år (anonymiseret)

Jeg var igennem hele mit walk-in-closet i går. Og så fandt jeg nogle trusser. De skal brændes!

fredag den 29. februar 2008

Enkelhed III - haiku i anledning af en særlig dag

D. 29/2 er der ikke så mange af. Det skal fejres.


Råber højt ”hej du”
svaret returnerer nu
som kluntet haiku

torsdag den 28. februar 2008

I will die - enkelhed II


Jeg har taget tilløb til denne post i nogle dage. For den handler om død. Min død. Din død.

Kunsthallen Nikolaj udstiller i øjeblikket et af de mest foruroligende/mærkelige/dragende/frastødende/besynderlige kunstværker. Det er egentlig et meget enkelt værk. Selv om denne forklaring måske tyder på noget lidt andet: Det er en video-installation, 10 stks. store lærreder (vel 2 x 2 m eller sådan noget), der hver især viser en lille stump film (10 sekunder eller sådan), en indstilling pr. lærred, hvor et håndholdt kamera bevæger sig hen til et menneske (vel fra 7-8 til 80-90 år), der siger ordene "jeg skal dø" på hans/hendes sprog. Folk smiler eller er uudgrundelige eller fraværende eller noget helt fjerde...

Nå, det lyder måske underligt. Og det er det. Men en meget stærkere oplevelse end meget anden nutidskunst. I min bog skal man nok hen til en Shirin Neshat eller Olafur Eliason for at finde noget der er på samme niveau.

Med fare for at lyde som en forrykt splatter-film-fan vil jeg komme med denne forbeholdne anbefaling: Se værket - hvis du tør (og ja, det lyder dumt, men det er altså en så mystisk oplevelse, at der nok er en risiko for en vis sjælelig rystelse, jeg er i hvert fald stadig lidt løs i de mentale hængsler).

tirsdag den 26. februar 2008

Enkelhed I


I øjeblikket er mit favoritnummer Band of Horses' "Is there a ghost". Det er et helt utrolig enkelt nummer, teksten "handler" i 2-3 sætninger om at kunne sove i et hus, hvor der måske/måske ikke har været et spøgelse, men det hænger i den grad fast. Musikalsk er der nærmest tale om et langt flow, der stiger i intensitet, uden at gå amok eller noget. Man kunne f.eks. sammenligne med Mercury Revs ca. 10 år gamle "Goddess on a highway".

tirsdag den 19. februar 2008

Godt sagt

En eller anden yngre kvindelige dansk digter har et sted skrevet følgende:

Piger skriver digte
Drenge skriver blog

Det er interessant, selv om det naturligvis ikke passer, og måske er det lige præcis derfor, at det er så godt sagt: Det passer og det passer ikke på en gang, uden at det af den grund virker som et problem!

Det niendebedste danske digt


Simon Grotrian. En helt igennem enestående nulevende dansk digter, der har et udestående (eller er det et indestående?) med kristendommen og i det hele taget er et overordentligt skævt hoved. Han kommer ind på listen med en nyklassiker (sikkert allerede elsket i gymnasier landet over) fra samlingen "Fire", 1990.

SVANER SET GENNEM TÅRER
0 0
2 0
0 2
0 0

torsdag den 14. februar 2008

En omvendt Samson?


Ronaldo var fantastisk engang. Verdens absolut bedste spiller. Men det er gået ned ad bakke i de senere år, og nu er hans karriere måske snart helt slut. I den forbindelse har jeg tænkt på, om det måske er fordi den er gået gal med hans hår - eller er det måske en ondsindet fotograf(assistent?), der har smækket den paryk på ham? For han var da altid skaldet tidligere. Ellers kunne det være et af de sjældne tilfælde af en omvendt Samson...

onsdag den 13. februar 2008

De 10 bedste danske digte



I den seneste tid er jeg stødt på en masse, gode digte. Eller også er det omvendt dem, der er stødt på mig. Eller måske var både digtene og jeg berusede på samme tid, og så bankede vi ind i hinanden til stor morskab for alle, der måtte have set det, og måske ligger vi stadig et eller andet sted mere eller mindre sammenfiltret...

Og derfor har jeg besluttet mig for at overveje, hvilke digte der vil være på min top ti over de bedste danske digte (til alle tider, selv om der nok vil være en ganske kraftig overvægt på ting fra sidste halvdel af det 20. århundrede).

Her er nummer ti. Et Per Højholt-digt (dette er fra den fantastiske, sene samling, "Det gentagnes musik", 1989, han kommer i øvrigt nok ind på listen et par gange):

Personen på toppen

Jeg drømmer om et digt lige så indiskutabelt
som at hovedvej A 15 trækker sig op over bakken
med fire lastvognstog sejt krybende, op, opad
indtil gederamsen heroppe nejer for vindtrykket.
Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven
firbenene og de mangefarvede fluer - et digt
som en Scania Vabis i slæbegear - og hvad får jeg
når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues
lokken nede fra skjulet og lærkers højlydte
trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!

lørdag den 9. februar 2008

Fuck dig Gus Love, Esperanza Kenny og alle jer andre




Spam er noget af det mest irriterende i den moderne it-verden. Ordentlige filtre ville gøre ens netliv meget, meget bedre. For nu at sige det kort: Nej tak, alle I dersens afsendere - jeg har ikke brug for en fuck-stick grandios, en lettisk kæreste, millioner af viagra-piller og alt muligt andet bizart. Og hvis jeg havde, var det helt sikkert hverken dig Gus Love eller andre spam'ister, som jeg ville henvende mig til.

onsdag den 30. januar 2008

Komisk, grotesk, idiotisk osv.



Hver dag kommer der et nyt tåbeligt indslag i NA-komedien/-farcen/-tragedien. I dag beskyldes Khader for at lyve om Seebergs exit. Hvad bliver det næste? At Henrik Qvortrup ender med at være et rent sandhedsvidne..?

Mine fem cent er, at Khader ikke kan styre ret meget, at partiet er helt kuldsejlet og at den grundliggende vision om at skabe et social-liberalt alternativt midt i dansk politik aldrig var tænkt ordentligt igennem som andet end et udkast til et eller andet, som man ville finde frem til hen ad vejen. Jeg synes, at der var fine takter i nogle af tankerne, men det viser sig åbenbart, at politik i meget høj grad kræver struktur,styring og sammenhæng. Ingen af delene har tilsyneladende nogensinde været til stede hos NA.

Men hele forløbet ændrer ikke på, at det trods alt er trist, at det gik som det gik. I dag minder NA vel mest af alt om Dagen: Et luftkastel, der virkede som en god idé, men som viste sig dårligt nok at være en idé.

tirsdag den 1. januar 2008

2008...

Noget af det besynderlige ved at have en blog er, at man på visse tidspunkter føler/mener/tror, at man er forpligtet til at skrive noget, f.eks. ved nytår. Nu lyder det måske som om jeg har blogget i årevis, det har jeg mildest talt ikke, og sådan som det går/ikke går, kan dette nytår blive mit eneste... OK, det lyder måske lidt ynkeligt. Men det handler vist om, at jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad jeg skal bruge dette sted til. Det ville være rart at vide inden februar, hvor bloggen her fylder 1 år.

Nå, men godt nytår ikke desto mindre.