I will die - enkelhed II

Jeg har taget tilløb til denne post i nogle dage. For den handler om død. Min død. Din død.

Kunsthallen Nikolaj udstiller i øjeblikket et af de mest foruroligende/mærkelige/dragende/frastødende/besynderlige kunstværker. Det er egentlig et meget enkelt værk. Selv om denne forklaring måske tyder på noget lidt andet: Det er en video-installation, 10 stks. store lærreder (vel 2 x 2 m eller sådan noget), der hver især viser en lille stump film (10 sekunder eller sådan), en indstilling pr. lærred, hvor et håndholdt kamera bevæger sig hen til et menneske (vel fra 7-8 til 80-90 år), der siger ordene "jeg skal dø" på hans/hendes sprog. Folk smiler eller er uudgrundelige eller fraværende eller noget helt fjerde...

Nå, det lyder måske underligt. Og det er det. Men en meget stærkere oplevelse end meget anden nutidskunst. I min bog skal man nok hen til en Shirin Neshat eller Olafur Eliason for at finde noget der er på samme niveau.

Med fare for at lyde som en forrykt splatter-film-fan vil jeg komme med denne forbeholdne anbefaling: Se værket - hvis du tør (og ja, det lyder dumt, men det er altså en så mystisk oplevelse, at der nok er en risiko for en vis sjælelig rystelse, jeg er i hvert fald stadig lidt løs i de mentale hængsler).