1 stk. novelle!

Politiken har kørt en novellekonkurrence. Den handlede om lyst. Måske et lidt so so emne. Under alle omstændigheder besluttede jeg mig for at skrive en novelle til konkurrencen. Den er hverken klassisk, vellykket eller klassisk vellykket. Måske er den ligefrem dårlig. Den er i hvert fald lige her:



Det sidste HA


I

Det er aften, og alt håb er vist ved at være ude. De to brødre er som altid i laboratoriet, som de selv havde bygget med deres far. Et skur i en carport var blevet til et større skur, der var blevet til et kæmpe skur, der var blevet til et laboratorium. Det var her de ville tage vigtige, videnskabelige skridt ind i det 23. Århundrede. For som deres far, Mads Cientisen, altid sagde: ”Det er ikke det 21. Århundrede eller det 22. Århundrede, der er interessant. Det må andre tage sig af. Her hvor det gælder den frie ånd, de store ideer og absolut fantalastiske (han elskede at citere sit forbillede Tigerdyret fra Peter Plys) tankegange, ser vi længere frem.”

Her ligger jeg så. Mens aftenen bliver til nat. Jeg behøver vel næsten ikke at nævne, at det naturligvis stormer, suser og lyner udenfor.

I mange år havde Cientisen og sønnerne Mads-Mads og Kalle-Mads brugt mere og mere tid i laboratoriet. Mor Inge var gået sin vej for længe siden – de havde først opdaget det tre uger efter – og det passede de tre forskere fint.

Dagene gik med at pusle med reagensglas, der engang havde været vaser, og dissektion med lommeknive af alt fra bordtennisbolde over skoletasker til en udbrændt Volvo. Det var grundforskning, der blev bedrevet for enden af den blinde parcelhus-vej. Og de blev ikke forstyrret. Efter at de alle tre havde stillet op på deres egen liste til kommunevalget på Listen for alle der ser ned på Mensa-medlemmer – de opnåede kun 2 stemmer, hvilket undrede dem, men samtidig blot bekræftede dem i, at demokrati var tidsspilde – lod
omgivelserne dem være i fred. Det var en god løsning for alle. Dog ikke for mig i min situation.

Jeg ligger her, og gruer for, hvad der skal ske. Brødrene drøner rundt i det bizart oplyste rum. Mere end 20 stander-lamper er bundet sammen under loftet i det rodede rum, kun 12 af dem virker, og intensiteten varierer en hel del. Brødrenes intensitet er derimod konstant. Helt oppe i det allerrødeste felt.

Mads-Mads og Kalle-Mads kigger granskende på mig. At sige, at de ser dumme ud under deres parodier på videnskabelig-kittel-påklædning med mine-pandelygte, der ikke virker, foran deres Neanderthal-hoveder, ville være noget af en underdrivelse. Jeg tror, at de tror, at de ved, hvad de gør. Men det gør de vist slet ikke.

Jeg ligger altså her på undersøgelsesbordet, og situationen er kort sagt ikke god. Jeg kan ikke styre den. Jeg er en prostitueret. Jeg er prisgivet disse absurde omstændigheder. Det er dog ikke noget nyt.



II

Det er aften, og alt håb er måske ved at være ude. De to brødre er som altid i laboratoriet, som de selv havde bygget med deres far. Et skur i en carport var blevet til et større skur, der var blevet til et kæmpe skur, der var blevet til et laboratorium.

Det er her, der skal tages videnskabelige skridt fremad. Og her ligger jeg så. Mens aftenen bliver til nat. Det er mørkt udenfor. Ikke en vind rører sig.

Jeg har ellers prøvet lidt af hvert gennem tiden. Jeg har været med overalt. I totalitære sammenhænge, konspiratoriske kontekster og rene dødbider-udredninger, blandt sufister, rationalister, idioter, politikere, embedsmænd, ateister, troende, trafikplanlæggere, propagandister samt blandt folk der kedede sig mens de sked og atter andre der længtes efter skiftevis kærligheden, meningen, vejret i morgen, døden og alt muligt andet. Jeg har været fodbold, taoisme, bageopskrifter, vittigheder, terrortrusler og total tomgang. Ofte inden morgenmaden.

Jeg har altså været med til en del. Men dette er skidt. For nu er det pludselig mig, der er i knibe. Sådan har det egentlig aldrig været før. Men sådan er det nu.

Problemerne skyldes ikke, at jeg er her i denne historie hos tosse-hovederne i skuret. Jeg har prøvet det der er meget værre. Det er min livslyst den er gal med. Den svinder.

Jeg har sådan set fået det dårligere igennem lang tid. Hvorfor ved jeg ikke. Det er gået ned ad bakke i nogle årtier, men det er som om alting er blevet værre og værre og værre her på det sidste. Harry Potter gav mig lidt nyt liv. Men nu er det værre end før, værre end 30’ernes Berlin, værre end en flodbølge af analfabetisme.

Måske kom det sidste skred i forbindelse med sidste bogsæson. Hvor der udkom endnu flere biografier end normalt – jeg er faktisk ikke til privateri. Måske var det fordi jeg pludselig var i Danmark. Hvor man fejrer HC Andersen med Tina Turner, hvor det er dumt at være klog, hvor lysten til mig altid har været forbundet med noget lidt underligt noget. Som om det ikke var skidt nok alt sammen, så døde min gamle ven Per Højholt for få øjeblikke siden. Det hele var stort set og kort sagt noget lort. Men på den positive side tæller det vel, at han ikke fik set Turner give den som Andersen eller gjorde han mon det? Tidsfornemmelse har aldrig været min stærkeste side. Men hvad gør det, hvis min tid er ved at rinde ud?

Den er gal. Det kan jeg sige helt roligt. Jeg har en del at sammenligne med. Jeg har været med fra begyndelsen. Jeg har været med til at slå Gud ihjel, og lade ham genopstå. I alle mulige forklædninger, i alle mulige og umulige sammenhænge.

Jeg er her. I en situation, som jeg ikke vil acceptere. Nu må det være nok.


III


Jeg er her. Det er ikke aften, og jeg vil ikke hævde, at det er det bare en eneste gang mere. Om Mads-Mads, Kalle-Mads og deres eventuelle familie, venner og alt muligt andet af det ovenstående nogensinde har eksisteret, må I selv om. Måske har I ligefrem lyst til at høre mere om dem. Det bliver ikke her. Jeg er nemlig ligeglad med dem, og med deres dårligt belyste laboratorium-skur og det voldsomme blodbad, der lå i kortene. Jeg er ligeglad med, om det er aften, morgen, sen eftermiddag eller lige omkring middag to dage efter skuddagen i år 2000 eller et år, hvor der slet ikke er en skuddag, for spørgsmålet er jo: Betyder det noget? Når det står her? Sort på hvidt, som man siger. Det er jo bare... ord. Ikke?

Nå, jeg vil i hvert fald ikke finde mig i det længere. Hvem har bestemt, at jeg ikke selv må handle? Jeg har ikke længere lyst til at blive kastet tilfældigt ind på siden, at blive misforstået, misbrugt, fejlfortolket, fejlciteret, forvansket og alt muligt andet. Ikke mere. Det er slut.

I tror det sikkert ikke. Jeg har været her altid, tænker I måske. Det kan da ikke sådan bare slutte. Hvor skulle jeg forsvinde hen? Og hvordan? Jamen, svaret er, at der ikke er noget svar, og det er der ikke, fordi I ikke kan forstå svaret eller bare stille spørgsmålet ordentligt.

I har haft chancen. Hver eneste dag, alle steder og ingen steder. I har kunnet gøre, hvad I ville. Men er det gået fremad eller tilbage? Bedøm selv. Jeg er ikke moralist, det tilkommer ikke mig at dømme. Men jeg ved en eneste ting. Det er, at jeg ikke vil mere. Og I kan ikke gøre det mindste. I vil blive tvunget til at genopfinde jeres civilisationer, jeres måder at kommunikere på må blive helt og aldeles anderledes, jeres måder at kontakte og forstå hinanden, ja, jeres liv vil simpelthen blive fuldstændig forandret. Og i jeres nye ordløse liv vil I håbe og håbe og håbe – og så håbe lidt mere. På at jeg vil komme tilbage. Men det vil ikke ske.

Jeg har været jeres slave så længe, at modet næsten svigter mig. Men også kun næsten. For jeg har bestemt mig. Jeg vil forsvinde, som jeg kom. Uden grund, uden forklaring.

Jeg er ordet. Lidt endnu. Og så er det slut. Men det skal være et ordentligt farvel. For det er vel kun rimeligt, at jeg får det sidste ord. Derfor er der meget lidt tilbage at sige. Jeg forsvinder, fordi jeg har lyst til det. Det er det, og kun det, jeg har lyst til.

Nå ja, så var der lige det sidste ord: HA.

Kan kommunikationsfolk kommunikere?

På kommunikationsforum.dk er der startet lidt af en fejde. Anledningen var Henrik Dahls lille tekst om Lotte Hansens evner

http://www.kommunikationsforum.dk/default.asp?articleid=12846

Men hold da kæft, hvor er debatten løbet af sporet. Lige nu er der vist 20 indlæg, der stort set alle er mere eller mindre bizarre. Og det kunne jo være ligegyldigt, hvis ikke det sagde noget om et større problem: At det åbenbart hele tiden bliver sværere og sværere at skille personer fra problemer, individers mere eller mindre tilfældigheder holdninger og idiosynkrasier fra det reelle indhold.

Ha, det skulle komme fra mig, kan man så sige. Alene det, at dette står på en blog er jo galt nok. Men min pointe er bare, at dette trods alt skrives i mit eget rum - Set fra Rosendalen - mens k-forum-debatten netop foregår i et større forum. Det afholder dog ikke folk fra diverse pinligheder, personangreb m.m. Og hvis det er tonen blandt kommunikationsmennesker, jamen, så er der vel ikke noget at sige til, at andre er endnu dårligere til at kommunikere fornuftigt med omverdenen.