fredag den 29. februar 2008

Enkelhed III - haiku i anledning af en særlig dag

D. 29/2 er der ikke så mange af. Det skal fejres.


Råber højt ”hej du”
svaret returnerer nu
som kluntet haiku

torsdag den 28. februar 2008

I will die - enkelhed II


Jeg har taget tilløb til denne post i nogle dage. For den handler om død. Min død. Din død.

Kunsthallen Nikolaj udstiller i øjeblikket et af de mest foruroligende/mærkelige/dragende/frastødende/besynderlige kunstværker. Det er egentlig et meget enkelt værk. Selv om denne forklaring måske tyder på noget lidt andet: Det er en video-installation, 10 stks. store lærreder (vel 2 x 2 m eller sådan noget), der hver især viser en lille stump film (10 sekunder eller sådan), en indstilling pr. lærred, hvor et håndholdt kamera bevæger sig hen til et menneske (vel fra 7-8 til 80-90 år), der siger ordene "jeg skal dø" på hans/hendes sprog. Folk smiler eller er uudgrundelige eller fraværende eller noget helt fjerde...

Nå, det lyder måske underligt. Og det er det. Men en meget stærkere oplevelse end meget anden nutidskunst. I min bog skal man nok hen til en Shirin Neshat eller Olafur Eliason for at finde noget der er på samme niveau.

Med fare for at lyde som en forrykt splatter-film-fan vil jeg komme med denne forbeholdne anbefaling: Se værket - hvis du tør (og ja, det lyder dumt, men det er altså en så mystisk oplevelse, at der nok er en risiko for en vis sjælelig rystelse, jeg er i hvert fald stadig lidt løs i de mentale hængsler).

tirsdag den 26. februar 2008

Enkelhed I


I øjeblikket er mit favoritnummer Band of Horses' "Is there a ghost". Det er et helt utrolig enkelt nummer, teksten "handler" i 2-3 sætninger om at kunne sove i et hus, hvor der måske/måske ikke har været et spøgelse, men det hænger i den grad fast. Musikalsk er der nærmest tale om et langt flow, der stiger i intensitet, uden at gå amok eller noget. Man kunne f.eks. sammenligne med Mercury Revs ca. 10 år gamle "Goddess on a highway".

tirsdag den 19. februar 2008

Godt sagt

En eller anden yngre kvindelige dansk digter har et sted skrevet følgende:

Piger skriver digte
Drenge skriver blog

Det er interessant, selv om det naturligvis ikke passer, og måske er det lige præcis derfor, at det er så godt sagt: Det passer og det passer ikke på en gang, uden at det af den grund virker som et problem!

Det niendebedste danske digt


Simon Grotrian. En helt igennem enestående nulevende dansk digter, der har et udestående (eller er det et indestående?) med kristendommen og i det hele taget er et overordentligt skævt hoved. Han kommer ind på listen med en nyklassiker (sikkert allerede elsket i gymnasier landet over) fra samlingen "Fire", 1990.

SVANER SET GENNEM TÅRER
0 0
2 0
0 2
0 0

torsdag den 14. februar 2008

En omvendt Samson?


Ronaldo var fantastisk engang. Verdens absolut bedste spiller. Men det er gået ned ad bakke i de senere år, og nu er hans karriere måske snart helt slut. I den forbindelse har jeg tænkt på, om det måske er fordi den er gået gal med hans hår - eller er det måske en ondsindet fotograf(assistent?), der har smækket den paryk på ham? For han var da altid skaldet tidligere. Ellers kunne det være et af de sjældne tilfælde af en omvendt Samson...

onsdag den 13. februar 2008

De 10 bedste danske digte



I den seneste tid er jeg stødt på en masse, gode digte. Eller også er det omvendt dem, der er stødt på mig. Eller måske var både digtene og jeg berusede på samme tid, og så bankede vi ind i hinanden til stor morskab for alle, der måtte have set det, og måske ligger vi stadig et eller andet sted mere eller mindre sammenfiltret...

Og derfor har jeg besluttet mig for at overveje, hvilke digte der vil være på min top ti over de bedste danske digte (til alle tider, selv om der nok vil være en ganske kraftig overvægt på ting fra sidste halvdel af det 20. århundrede).

Her er nummer ti. Et Per Højholt-digt (dette er fra den fantastiske, sene samling, "Det gentagnes musik", 1989, han kommer i øvrigt nok ind på listen et par gange):

Personen på toppen

Jeg drømmer om et digt lige så indiskutabelt
som at hovedvej A 15 trækker sig op over bakken
med fire lastvognstog sejt krybende, op, opad
indtil gederamsen heroppe nejer for vindtrykket.
Jeg drømmer om et digt som beskæmmer gulspurven
firbenene og de mangefarvede fluer - et digt
som en Scania Vabis i slæbegear - og hvad får jeg
når stilheden pludselig ruger gaver ud? En skovdues
lokken nede fra skjulet og lærkers højlydte
trilren med tyttebær ud over himlen den skyfri!

lørdag den 9. februar 2008

Fuck dig Gus Love, Esperanza Kenny og alle jer andre




Spam er noget af det mest irriterende i den moderne it-verden. Ordentlige filtre ville gøre ens netliv meget, meget bedre. For nu at sige det kort: Nej tak, alle I dersens afsendere - jeg har ikke brug for en fuck-stick grandios, en lettisk kæreste, millioner af viagra-piller og alt muligt andet bizart. Og hvis jeg havde, var det helt sikkert hverken dig Gus Love eller andre spam'ister, som jeg ville henvende mig til.