1-2

De sidste to års CL-mestre mødtes i går i den første kamp i dette års turnerings 1/8-finaler. Liverpool vandt 2-1 over Barcelona i Barcelona.

Vil det mon hjælpe på den mærkværdige undervurdering som LFC jævnligt kom ud for? Det er et af verdens mest vindende hold.

Harmonika eller møbel?

Et af de mest utrolige/underlige "møbler" jeg nogensinde har set. (fra "Things you don't see every day")

http://www.youtube.com/watch?v=LbEEXMIhZR0

Er Mia Lyhne teatrets fremtid?

Med jævne mellemrum bliver teatret erklæret dødt/sygt/skrantende. Men publikum er ligeglad, folk strømmer stadig ind. Sådan så det i hvert fald ud, da Rikke og jeg var i det kongelige i fredags og se et stykke, der hedder Græshopper.

http://www.kglteater.dk/site/Forestillinger/Skuespil/Repertoire_06_07/Graeshopper.aspx

Stykket var ret godt. Og det var sjovt at se, at hovedparten af publikummet enten var over 50 eller under 30, selv om det måske bare skyldes, at alle dem indimellem har børn!

Det jeg vil frem til med det her er, at det kan være både forfærdeligt og forfærdeligt fedt at gå i teatret. Tilhængerne siger altid, at det er enormt live, det sker lige nu osv. Mens den anden fløj siger, at det er kunstigt, stift og nogle gange ligefrem pinligt. Jeg siger, at det hele afhænger meget af ordene, af dialogen, og hvordan den bliver leveret. Flyder den, er den sjov, overraskende, levende, og bliver den leveret på en måde, der er mere eller mindre flydende, overraskende og levende?

Her står vi nok ved et generationsproblem. For mundretheden (eller hvad det nu hedder) afhænger vel også af ørernes alder. Jeg synes f.eks. at Mia Lyhne er troværdig og levende i sin rolle, mens en Henrik Jandorf er noget mere teaterskuespiller-agtig. Men det er måske bare mig.

Er teaterilusionen i det hele taget mere skrøbelig end biografens? Er det nemmere at sidde i Stærekassen og pludselig huske, hov det her er jo ikke virkelighed? Det forklarer vel til dels, hvorfor både ordene og måden de siges på bare skal sidde der. Hver gang, hele tiden.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det kan være umagen værd at gå i teatret. Og tænk, hvis det forsvandt, hvis man holdt op med at spille på de skrå brædder? Så ville man også gå glip af hele showet i og omkring salen, se den selvbevidsthed der af en eller anden grund lyser ud af de mange teater-publikummer, der selv på vej ud fra toilettet ser ud som de tænker: Det her, det er bare kunst!

Teknologi

Det er allerede lykkedes mig at have problemer med at komme tilbage til denne min egen, absolut nystartede blog. Det er sikkert også her det for alvor kan gå galt, med teknologi-delen. For hvis jeg bare øser tekst ud i cybespaces endeløse bug, bliver det nok lige latterligt og selvcentreret nok. Så forhåbentlig kommer der også snart billeder, f.eks. af flotte Liverpool-mål og min lille drengs stavren omkring.

Men er det mon kun mig, der pludselig kommer til at glemme et pass word, og er det mon også kun mig, der primært gør det, når jeg står overfor en ny teknologi (det er det her jo ikke, I know, men for mig, lige nu, er det)..?

På den anden side æder vi jo alt nyt. Dvs. vi æder det måske ikke, men vi ender med at indoptage det. Hvor mange har stadig en fastnettelefon? Vi har en, og det er tåbeligt. Den forsvinder, og ingen vil savne den. Forleden så jeg en poll et sted. Spørgsmålet var, om folk var interesserede i at se Hollywood-film på deres mobil. Over 80 % svarede nej. Jeg svarede ja. Fordi jeg tror, at det kommer til at ske. Men nok ikke på ens skaldede Nokia 3310, men på den mobil som vi regner rundt med inden alt for længe, hvor opløsningen er god nok, lyden er god nok, og hvor man lige så godt kan se en smule Tarantino mellem Allerød og Østerport end høre de sædvanlige numre i sin Ipod...

Jeg tror og håber, at de problemer som vi nogle gange står overfor, når vi står over for ny teknikting, handler om at det er fordi det er nyt, ikke fordi det er svært. Og når man (jeg, vi??) på et tidspunkt kommer derhen, hvor vi tænker: OK, det her skal jeg nok klare, uden at glemme mit pass word eller noget andet i processen, jamen, så gør man det bare. Som med den teknologi, der hedder at cykle - ja, svag metafor, men alt er jo i virkeligheden teknologi, vi har bare glemt det, hjulet, den dybe tallerken, cyklen, pølsevognen og pace maker'en...

Nå, jeg vil prøve og sign'e out, og hvis jeg ikke kommer tilbage, bliver det her det sidste, der kommer til at stå i denne blog.

Dag 1

Nu. Nu er jeg i gang. Jeg havde egentlig opgivet det. For hvad skal verden med endnu en blog, tænkte jeg.

Men så kom jeg i tanke om, at det ikke var verden, der skulle bruge den til noget som helst. Men mig selv. Og måske nogle derude, som kunne bliver klogere af noget, jeg skrev - eller sure eller glade eller hvad ved jeg.

Så velkommen til mig!