Er Mia Lyhne teatrets fremtid?

Med jævne mellemrum bliver teatret erklæret dødt/sygt/skrantende. Men publikum er ligeglad, folk strømmer stadig ind. Sådan så det i hvert fald ud, da Rikke og jeg var i det kongelige i fredags og se et stykke, der hedder Græshopper.

http://www.kglteater.dk/site/Forestillinger/Skuespil/Repertoire_06_07/Graeshopper.aspx

Stykket var ret godt. Og det var sjovt at se, at hovedparten af publikummet enten var over 50 eller under 30, selv om det måske bare skyldes, at alle dem indimellem har børn!

Det jeg vil frem til med det her er, at det kan være både forfærdeligt og forfærdeligt fedt at gå i teatret. Tilhængerne siger altid, at det er enormt live, det sker lige nu osv. Mens den anden fløj siger, at det er kunstigt, stift og nogle gange ligefrem pinligt. Jeg siger, at det hele afhænger meget af ordene, af dialogen, og hvordan den bliver leveret. Flyder den, er den sjov, overraskende, levende, og bliver den leveret på en måde, der er mere eller mindre flydende, overraskende og levende?

Her står vi nok ved et generationsproblem. For mundretheden (eller hvad det nu hedder) afhænger vel også af ørernes alder. Jeg synes f.eks. at Mia Lyhne er troværdig og levende i sin rolle, mens en Henrik Jandorf er noget mere teaterskuespiller-agtig. Men det er måske bare mig.

Er teaterilusionen i det hele taget mere skrøbelig end biografens? Er det nemmere at sidde i Stærekassen og pludselig huske, hov det her er jo ikke virkelighed? Det forklarer vel til dels, hvorfor både ordene og måden de siges på bare skal sidde der. Hver gang, hele tiden.

Jeg ved det ikke. Men jeg ved, at det kan være umagen værd at gå i teatret. Og tænk, hvis det forsvandt, hvis man holdt op med at spille på de skrå brædder? Så ville man også gå glip af hele showet i og omkring salen, se den selvbevidsthed der af en eller anden grund lyser ud af de mange teater-publikummer, der selv på vej ud fra toilettet ser ud som de tænker: Det her, det er bare kunst!