Langfredag på Louisiana. Masser og masser af mennesker, der vel først og fremmest er kommet pga. den mildest talt meget omtalte udstilling Cezanne & Giacometti. Den er god, såvidt jeg kunne se, man skulle virkelig kæmpe for pladsen foran værkerne! Umidelbart var jeg mest positivt overrasket over Giacomettis malerier, særligt nogle portrætter fra 50'erne var rigtig fine...
Men dagens oplevelse var Candice Breitz' store videoværk "Working Class Hero" fra 2007. 25 mere eller mindre almindelige John Lennon-fans har musikken fra Lennons gamle værk i ørerne, og de synger så bare derudaf. Vi ser de 25 meget forskellige torsoer, der i den grad giver den gas. Musikalitet er klart mindre vigtig end personlighed. Det er et syret pseudoetnografisk korværk, en slags synkron oral-luftguitar, både banalt og rørende.
Det er nok en af den slags tilfælde, som Per Højholt ville have hadet, en af den slags søgte paralleler, der ikke belyser hinanden overhovedet, men det er i det mindste pudsigt at se I will die-værket (se tidligere post) og WCH i forhold til hinanden. Video er simpelthen et fantastisk medie, når det handler om at vise den enkelte, den helt almindelige og meget ualmindelige person. Det kan være dig, det kan være mig eller en englænder, der synger falsk eller en ældgammel japaner, der siger, at hun skal dø.
Men altså: Tag op til Louisiana og se selv efter. C & G holder helt bestemt, men CB er noget af en overraskelse, der forhåbentlig rammer mange af de tusinder, der trasker gennem gangene, selv om det godt nok så ud som om, at mange ikke når helt ned i hjørnet. Cafeen ligger også lige ved siden af - og den trækker som bekendt altid voldsomt.
