Vi er jo alle uperfekte!

Det er snart to år siden Jørgen Leths erindringsbog "Det uperfekte menneske" udkom. Jeg har i mange år været ret glad for Leth. Derfor blev jeg lidt rystet over al balladen omkring hans bog, og besluttede mig for at vente med at læse den - debattens heftighed ville præge oplevelsen, tænkte jeg.

I "sommer" har jeg fået læst bogen. Og den er virkelig, virkelig god. For det første er den slet ikke så selvcentreret, selvrefleksiv og staccato-agtig som mange af hans andre ting. Stykkerne flyder afsted. Ja, det kan blive lidt for anekdotisk og sludrende, men det er altid interessant at følge, hvordan aktstykkerne lægges frem: "Sådan var det, jeg gjorde det og det af den og den grund på det og det tidspunkt." For Leth ved godt, at han har været egoistisk, at han ofte har kørt sit eget show, at han har været svag, uligevægtig og alt muligt andet, ja, han har nærmest forrådt folk, f.eks. sine koner (og ikke kokkens datter, hey, det er tre sider i den sidste femtedel), han ved det, og han står ved det.

Biografier er ofte hagiografier - hovedpersonens helgenkårelse af sig selv. Leths bog er nærmest det modsatte. Som læser går man i dialog med teksterne, tænker over hvordan man selv ville have reageret i den og den situation, tænker over, om man bare uden videre kunne forlade sin egen familie, som Leth har gjort. Man ser sig selv som uperfekt menneske. Det fungerer utroligt godt, og på en mere ærlig og sand end hvis man eksempelvis genfinder noget af sig selv i en roman-figur.

Læs "Det uperfekte menneske". Fordi manden har oplevet så meget. Fordi det er fascinerende at se, hvordan en ærke-modernist gerne vil arbejde (plot-løst i en film f.eks.), men alligevel ryger ind i de problemer kunsten altid har haft og altid vil have. Fordi der er vinkler på store dele af dansk åndsliv, som man ellers ikke ville opleve. Fordi hele projektet - og manden - er så udansk. Det sidste "argument" er svagt, I know, men Leths udsyn og indsigter er anderledes. Bogen er jo på mange måder en lang slåen sig selv oven i hovedet, men ikke med Janteloven. Det er livet, som Leth slår sig på. Og det elsker han.

Jeg ser meget frem til at følge hans næste træk. I den forbindelse er det måske i virkeligheden et rent held, at TV2 har sikret, at han er kommet på afstand af den rådne cykel-verden. Han skal tænke, skrive, filme og leve. Ikke lade sig voldføre af et cirkus, der er omtrent lige så pervers som Ekstra-Bladet og Kvinfos hetz mod ham.